Haver til Maver

Haver til Maver – jordens bedste faglokale

Haver til Maver er et undervisningsunivers med jorden, naturen og skolehaven som ramme for et unikt læringsrum. I skolehaven samles børn i et fællesskab omkring grøntsagsdyrkning og madlavning, mens naturen omkring skolehaven udforskes og opleves.


Under projektet Haver til Maver har skolebørn i Odense en del år prøvet kræfter med hakkejern, frø, spirer og madlavning i udekøkkener som en del af skoleskemaet. De 2 skolehaver i Falen og Holluf Pile har været så populære, at der nu er åbnet en ekstra Haver til Maver lokation ved Natur- og Friluftscentret Skibhusgården i det nordlige Odense. Den nye skolehave er en del af Ung Odense. Her er der i foråret 2019 startet 5 skoleklasser, der kommer fra 4. klasse på hhv. Risingskolen og H.C. Andersen skolen. I 2020 udvides området, så der i alt er haver til 12 klasser.


HAVE – NATUR – KØKKEN

Haver til Maver forener de 3 områder have, natur og køkken, og tager læringen ud af klassen, ud under åben himmel. Formålet med Haver til Mavers kulinariske skolehave, er at styrke børn og unges fortrolighed med og forståelse for madens vej fra jord til bord, for naturen, for økologi, for madkvalitet og for sund levevis.


Eleverne følger en dyrkningssæson fra tidligt forår i april, til oktober når frosten nærmer sig og gør jorden hård. Over otte undervisningsdage lærer eleverne grundprincipperne for dyrkning, tilberedning og kompostering af økologiske grøntsager og får en forståelse for, hvordan naturen omkring skolehaven har indflydelse på dyre- og plantelivet i skolehaven. Hjemmedyrkede grøntsager bliver til sunde velsmagende måltider på bålkomfurer, og eleverne mærker for alvor sammenhængen mellem have og mave.


Anlægsgartner Jacob Guldin er skolehaveleder på Skibhusgården. Haven er indrettet, så hver klasse har deres eget område med 4 store højbede, 8 arbejdsstationer med bord og vask, bord/bænkesæt og bålkomfurer. Hver klasse har deres eget lille stykke jord, som de i fællesskab skal dyrke, passe og høste. Og hver gang tilberedes lækker og sund mad på bålkomfur.

Skolehaven er ikke bare et forlænget frikvarter. Den er et nyt, fagligt klasseværelse. Når børnene sår, høster og laver mad af deres egne grøntsager, bruger de geometrien til at måle havestykker, de tæller og deler frø, og de læser opskrifter og staver sig igennem grøntsagsnavne. Fagene bliver rykket ud i virkeligheden! Det er en skole, hvor naturen, haven og maden er ligeså vigtig som lommeregner og læsehæfte.


Det er også en anderledes læring, hvor børnene får alle sanserne i brug. De rører og smager og skaber noget selv. I skolehaven får børnene succesoplevelser, som er med til at fremme trivslen, og som giver dem lyst til at lære mere. Arbejdet i skolehaverne bidrager i høj grad positivt til relationerne mellem lærere og elever og eleverne imellem. Det giver lærerne mulighed for at være sammen med eleverne på en anden måde end i klasselokalet. Det er mere uformelt og et samarbejde på tværs, hvor man sammen skaber noget. Og man kan få en rigtig god snak henover gulerødderne mens, der luges ukrudt, eller når der skrælles kartofler i køkkenet. Det er Jordens bedste klasselokale!”

Odense kommune har i 9 år samarbejdet med foreningen Haver til Maver, som arbejder for at styrke børn og unges engagement i bæredygtighed, madkultur og sundhed. Haver til Maver er støttet af Nordea Fonden, og driftsmidlerne til skolehaverne i Odense kommer fra Odense kommune.


Se indholdet af forløbets 8 moduler her

Find opskrifterne her

Hjemmesiden bruger cookies


Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.